Thomas Olesen - Navn og Logo

 

Personlig baggrund

 

Musikinteresse

Min interesse for musik startede, da jeg var omkring 5 år gammel. Det begyndte med, at mine forældre forærede mig en ukulele i fødselsdagsgave.
Ifølge min far havde min mor først foreslået at give mig en plastikguitar, da jeg havde vist interesse for musik.
Det fik min far til at træde hårdt i gulvet og insistere på, at skulle jeg have et instrument, så skulle det være et rigtigt instrument, om jeg så ødelagde det.

Efter ukulelen kom jeg til at spille både guitar, marimba, mandolin, violin, bratsch og klaver, dog ikke på et professionelt niveau. Jeg nåede at få lidt klassisk guitarundervisning, men min interesse drejede hurtigt i retning af Bluegrass, som er en speciel type amerikansk folkemusik, der er nært beslægtet med Country & Western. Det var især under indflydelse af min far, som var begyndt at spille denne type musik på 5-strenget banjo.

Min egentlige interesse for klassisk musik startede ret sent: Da jeg var 14 år, havde jeg lånt en violin af en pensionist i Aalborg, der syntes, at jeg skulle lære at spille på den. Jeg gik på det tidspunkt i 8. klasse og skulle i erhvervspraktik.
På min fars opfordring kontaktede jeg Aalborg Symfoniorkester, hvor jeg fik lov til at sidde bag to førstevioliner i en uge. Jeg blev med det samme indfanget af det symfoniske univers.

Jeg skyndte mig at kontakte en violinlærer i Skørping, hvor jeg boede og gik i gang med undervisningen. Siden er det gået slag i slag, bla. med medvirken i diverse amatørsymfoniorkestre.
Jeg fandt dog hurtigt ud af, at jeg ikke havde lyst til at gå solistvejen og uddanne mig til musiker på konservatoriet. Min interesse for musikken lå mere på det kulturelle og historiske område.
Derfor var det naturligt for mig at studere musikvidenskab på universitetet – og siden musikhistorie og –teori på konservatoriet.
Selv om jeg ikke selv er uddannet musiker, har jeg stor glæde af at arbejde sammen med professionelle musikere, når det kan lade sig gøre.

Jeg har dog ikke helt fornægtet den udøvende musik i mit arbejdsliv: Jeg har taget en uddannelse til Præliminær Organist ved Vestervig Kirkemusikskole. Det ligger i naturlig forlængelse af min store interesse for kirke og kristendom.
Desuden er jeg blevet leder for diverse sangkor.

 

Andre interesser

  • Kunst og kultur i bred forstand.
  • Kirke og religion.
  • Ballonflyvning.
  • Bøger om alt mellem himmel og jord, både skøn- og faglitteratur.
  • Natur.
  • Mad.
  • Film.
  • Rejser.

 

Personlig status

  • Jeg er single og bor i Snedsted.

 

 

Retur til top